Sydamerika - tirsdag den 31. januar 2012

Valle Sagrado - Den hellige dal

Tilbage

Kl. 6 var der liv. Nu havde vi næsten fået stillet vores indre ure om til Peruviansk tid, for nu ville vi gerne lige tage en halv time mere :D)

Morgenmaden blev indtaget i fred og ro. Der er vist ikke mange gæster på hotellet lige nu. Vi blev som sædvanlig hentet til tiden og så brugte vi det meste af en time, på at køre rundt i Cusco, for at samle andre op, der skulle med på dagens tur rundt i Inkaernes Hellige Dal. Marie og jeg havde satset lidt. Busserne er forholdsvis små og det var lidt trangt, at have vores rygsække stående mellem benene foran os. Så da vi var de første i bussen, erobrede vi begge forreste sæder og havde dermed god plads til vores habbengut. Og bussen blev ikke fyldt op, så ingen brokkede sig.

Endelig gik turen ud af byen og op i bjergene. Cusco er omkranset af bjerge, så man skal opad, for at komme væk fra byen. Vi startede med at gøre holdt ved et lille lokalt marked. Her var lidt kold, så jeg investerede i en trøje, lavet af alpace uld. Damen forlangte 60 soles men jeg rettede tallet på hendes lommeregner til 50 soles. Det accepterede hun. Det svarer til ca. 110 kr. for en uldtrøje. Vistnok OK.

Så gik turen til Pisac, der ligger i den berømte hellige dal. Vi kørte lige igennem byen, for at aflægge nogle inka ruiner et visit. Guiden, som vi havde med på turen, var et talende vandfald. Hun blandede spansk og engelsk i et væk, så man var nødt til at være opmærksom hele tiden. Da vi steg ud af bussen ved ruinerne, sagde hun, at vi skulle skynde os. Så vi fulgte pligtopfyldende med hende ind til ruinerne. Her stoppede hun op og så startede hun ellers en lang fortælling om inkaernes liv og levned. Marie og jeg havde jo hørt det meste men vi opførte os pænt og lyttede på. Jeg tror hun talte i en halv time og så begyndte tålmodigheden at slippe os. Vi var kommet for at kigge på ruinerne - ikke høre hende fortælle historie.

Så holdt hun pludselig op og nævnte igen, at vi havde travlt, så vi skyndte os igen efter hende. Hun gik 2-300 meter og gjorde så et nyt stop. Og så startede side 2 af pladen sørme. Vi måtte lade hende, at hun vidste meget og vi fik ALT at vide om inkaerne. Flere af gæsterne begyndte at småbrokke sig. Vi gik på toilettet og vimsede lidt rundt i området. Hun snakkede videre...

Men så stoppede hun igen. Atter fik vi beskeden, at nu skulle vi skynde os at kigge os omkring og der var afgang med bussen en halv time senere. Det gav os ikke meget tid til at se ruinerne.

Vi fortsatte ned til byen Pisac, hvor vi skulle besøge et sølvværksted. De havde tilfældigvis også lige en stor butik med masser af varer. Jeg tror de fleste fra bussen strøg igennem uden at handle.

Så havde vi en halv time på markedet i Pisac. Det er lidt berømt men vi blev en kende skuffet, for det lignede alle de andre markeder, vi havde set til nu. Det er de samme varer, der sælges i boderne.

Turen fortsatte ud gennem den hellige dal og vi gjorde holdt i Urubambadalen, for at spise frokost. Det var en stor restaurant med en fantastisk beliggenhed med høje bjerge som kulisse. Maden var buffet og der var et hav af spændende retter. Marie og jeg (mest mig) spiste et par gode portioner og kagerne blev også "studeret" flittigt. Frokosten blev sluttet af med en kop koka-the. Denne gang var der rigtige koka-blade i. Theen smagte ikke stærkere af den grund.

Efter en times frokostpause, fortsatte vi ind i Urubamba dalen til Ollantaytambo. Her skulle vi besøge en velbevaret inka ruin. Vejret var gradvist blevet bedre hele dagen og nu var der sol og blå himmel. Det kunne ikke være bedre.

Ikke ud over, at vores guide havde fundet en ny plade. Lige indenfor ved bunden af ruinen, kværnede hun løs på spansk og engelsk. Så skulle vi følge hende op af trapperne. Det gjorde vi og efter måske 60 trappetrin, trådte hun ind på en af de plateauer, som inkaerne havde lavet. Jeg troede, at det var for at puste ud. Næ, nej, der skulle igen gang i snakketøjet. Denne gang havde hun stillet sig strategisk, så vi ikke kunne komme ud, så vi måtte pænt høre på.

Turen fortsatte et par etager op og endnu et stop. Hun havde sagt, at vi havde en time til besøget her, så nu havde jeg fået nok. Jeg kunne godt regne ud, at vi ikke nåede til tops i hendes tempo. Så jeg forlod "klassen", selv om en canadier mente, at jeg var en uartig elev, der ikke hørte efter. Senere fandt jeg ham på vej ned af trapperne. Han havde også forladt hendes selskab.

Til gengæld nåede både canadieren og jeg helt til tops i ruinerne. Det gjorde holdet med guiden (og Marie) ikke. Guiden var dygtig, men hun snakkede simpelthen for meget, så gæsterne ikke fik love at se, det de kom for at se...

Der var stille i bussen på vej tilbage mod Cusco. Eneste afbræk var et lille stop i Chincero. En lille by tæt på Cusco med en kirke, som åbenbart havde et prædikat af , at være den næstsmukkeste kirke i Sydamerika. Den var speciel. Et stort rektangulær rum med meget højt til loftet. Loftet og loftsbjælkerne var sirlig malet. Kirken var meget speciel og den ledte tankerne hen på en tilsvarende kirke, vi havde set i en landsby ved San Cristobal i Mexico.

Det var ved at være mørkt, da vi vendte tilbage til bussen. Turen ned til bussen gik via smalle gader med handlende på begge sider. Generelt har det været vores oplevelse, at de handlende er meget diskrete og tilbageholdende. De næsten hvisker til os, at vi skal købe dit og dat. Til gengæld holder de ikke op med at messe, selv om vi siger "no gracias" til dem.

Den sidste del af busturen gik stille og fredeligt. Selskabet var ved at være tømt for energi. Vi blev sat af ved den store plads, hvor vi fik opsnuset en irsk pub til højre for katedralen. Det kunne være, at vi kunne stille vores sparsomme sult dér. Det kom vi næsten til at fortryde. Der var fyldt med mennesker, men vi fik os kantet ind til et bord. Øllet smagte fint, colaen lige så. Men maden var ikke noget særligt. Jeg fik en burger og den havde ikke set skyggen af ordentligt kød. Marie nøjedes med pommes frites og de var heller ikke at råbe hurra for. Til gengæld var prisen næsten efter dansk standard. Jeg måtte slippe 19 dollars (svarer vel til 120 kr. eller mere) for sådan et lille måltid. Don't go there!

Maries mave var begyndt at brokke sig igen, så vi vimsede hjem og hun kravlede direkte i seng. Det ligner hende eller ikke, for hun havde ikke pakket til morgendagens togtur. Jeg skrev lidt dagbog og gik så også pludselig død ved 22:30 tiden.